Færøyene

Kirkjubøur. Forrest i billedet rester af kirkeruinen Líkhús med vernemur fra 1940-årene samt den hvidkalkede sognekirke med vernemuren fra 1874. Foto: S. V. Arge©Føroya Fornminnissavn

Færøernes placering midt ude i det nordlige Atlanterhav bevirker, at det lokale klima stærkt påvirkes af de havstrømme, der passerer øerne.

Det fysiske landskab har altid være udsat for ændringer fra naturens kræfter. Derom haves også mundtlige oplysninger ligesom iagttagelser vidner om det samme. Bortset fra målinger de senere år i forbindelse med bevaringsarbejdet på den middeladerlige domkirkeruin i Kirkjubøur er der endnu ikke foretaget undersøgelser, hvor klima og klimaændringer er relateret til kulturminder på Færøerne.
Når der fra politisk side har været behandlet miljø og miljøproblemer også med relation til klima, har dette været relateret til forurening, f.eks. foranlediget at et stort CO₂-udslip fra den oliedrevne færøske fiskerflåde.

Færøernes placering midt ude i det nordlige Atlanterhav bevirker, at det lokale klima stærkt påvirkes af de havstrømme, der passerer øerne. Hvad eventuelle ændringer af sydligtgående kolde og nordligtgående varme havstrømme klimamæssigt måtte forårsage, er uvist. Øernes afgrænsede landareal set i relation til det store omgivende hav vanskeliggør en opstilling af lokale fremtidige scenarier. Dog synes forskere enige om, at generelt vil klimaet blive varmere og fugtigere med kraftigere storme. Dette burde øge muligheden for kysterosion, mere vand i elvene kan medføre flom, og større nedbør kan føre til ras, hvilket også har været tilfældet de senere år.

Da øernes bebyggelse i hovedsagen er kystnær, vil ændringer vedr. havsniveauet medføre trusler for levn efter ældre bebyggelse, hvilket de bebyggelseslevn, der ligger og eroderer i skrænterne især på de syd-østvendte kyster, også er  klare vidnesbyrd om. Nyere arkæologiske undersøgelser, udført på to lokaliteter i bygden Sandur, har bl.a. stadfæstet, hvor omfattende ændringer af kysten har fundet sted, siden øerne blev bebygget engang i vikingetiden.

Den af lokaliteterne på Færøerne, hvor landskabelige ændringer i forbindelse med fremtidige ændringer af havsniveaet vil medføre alvorlige trusler mod kulturarven, er bygden Kirkjubøur, hvor øernes bispesæde lå i middelalderen. Ifølge lokale sagn skal holmen ud for bygden, Kirkjubøhólmur, have været landfast. Også monumenterne og deres placering taler deres tydelige sprog om, hvor omfattende ændringer, der er sket i tidens løb. Skriftlige kilder beretter om havets indtrængen på kirkegården tidligt på 1700-tallet, og i 1861 blev sognekirken – engang øernes domkirke - kondemneret p.gr.a. faren fra havet. Kirken blev dog i 1874 sikret ved opførelsen af en betongmur langs kysten under kirken. Det samme er tilfældet ved en mindre kirkeruin på stedet, Líkhús, af hvilken stort set kun dele af nordmuren er bevaret, resten har havet taget. I 1940-årene sikrede bonden ruinen mod yderligere trusler ved sikring af skrænten. I februar 2008 blev muren beskadiget under en stærk storm, og den måtte umiddelbart repareres.

Símun Arge, Føroya Fornminnissavn

Kirkjubøur. Her lå øernes bispesæde i middelalderen. Sagnet beretter, at holmen ud for kysten skal have været landfast. Foto: S. V. Arge©Føroya Fornminnissavn